Du behøver ikke en investor for at blive iværksætter

Vi er nu nået til sidste uge i iværksætter-temaet her på bloggen. Dette sidste indlæg er skrevet af medstifter af Smartplan, Mathias Aggerbo, og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange iværksættere går op i funding og de mange millioner.

Vi er i fuld gang med årets iværksætteruge (uge 47). I år ønsker erhvervsstyrelsen at have fokus på børn og unge for at gøde jorden for flere fremtidige iværksættere. Det synes jeg er fantastisk. Jeg ville have elsket at høre mere om iværksætteri i skolen.

I forbindelse med uge 47 og det ekstra fokus der er på iværksætteri, har jeg reflekteret over, hvad det er, som gør iværksætteri så populært blandt unge. Vi har set løverne på DR1 evaluere, investere og kritisere ideer. Jeg sad der trofast hver tirsdag, jeg synes, det var godt TV. Men hver tirsdag undrede jeg mig også over, hvor mange der var klar til at afgive store ejerandele for relativt små beløb, bare for at få en investering.

Det undrer mig i det hele taget, hvorfor der er så stort et fokus på investeringer. Hvorfor iværksætterne ønsker en investering tidligt i deres eventyr som selvstændig? Hvad er motivationen? Er det millionerne eller milliarderne? For jeg forstår godt, hvis det er det som trækker. For de fleste af os er det at starte en virksomhed forbundet med et ønske om en økonomisk gevinst. Jeg tror bare, at der tegnes et forvredet billede af, at en høj investering og evaluering er det samme som en sådan gevinst. Dertil kommer, at hvis man vil starte en virksomhed, er der ingen genveje. Det er ét langt maraton, og selvom penge er et godt betalingsmiddel, så tror jeg ikke, det er den bedste motivator for din virksomhed.

Jeg synes det er ærgerligt, at der er så stort et fokus blandt kolleger og medier på disse investeringer. Hvor bliver historien af? Der er så meget fokus på ideen, investeringen og muligheden for at noget kan blive STORT, at historien ofte er sekundær. Jeg har altid fundet stor inspiration i andres vej til success og etablering af virksomhed. Jeg elsker bøger, der fortæller virksomheders historie. Jeg sluger programmer som Danske iværksætter eventyr - sådanne historier handler nemlig ikke om elevatortaler, evalueringer, KPI’er og andre investorrelaterede kedsommeligheder.

Da Ole Kirk Christiansen fik ideen til sit trælegetøj, var det første han gjorde ikke at bede andre om penge. I stedet begyndte han at lave legetøjet af nogle trærester, han havde liggende. Og han gjorde sig umage. Ole Kirk gik fra dør til dør og solgte sit legetøj. Han startede selv. Uden et stort markedsføringsbudget, uden fokus på skalering. Fra dør til dør, kunde til kunde, lagde Ole Kirk grundstene for Lego. Et salg af gangen, én kunde af gangen.

Organisk og naturlig vækst, drevet af viljen til at skabe noget og behovet for at få mad på bordet.

At starte sin egen virksomhed er at skabe noget fra bunden og på vejen skabe sit eget utopia. Opsætte reglerne for din eksistens, hvilken type du vil være, og hvordan du vil behandle dine kunder. Det du skaber, og den du er - det er dét, kunden køber. Og hvis de køber nok af dig, kan du opretholde dit utopia. Hvis ikke, kan du rette fejlene og prøve igen. Jeg forstår ikke, at flere ikke ønsker dette?

Hvorfor er så mange drevet af at få en investering og en bestyrelse, der skal bestemme over sig? Og ikke af det fineste ved det at være selvstændig: at skabe noget fra bunden, som har værdi for andre end dig selv, og som du dermed kan omsætte med det mål at lave et afkast, der berettiger din virksomheds eksistens. Din eksistens.

Det er simpelt, enkelt og gennemskueligt. Hvis det du skaber har værdi, vil dine kunder betale dig for det. Så længe du skaber værdi og ikke bruger flere penge, end du har, eksisterer din virksomhed, og du får lov at lave reglerne. Du behøver ikke investorernes penge. Du behøver ikke en bestyrelses gode råd. Du behøver ikke afgive ejerandele. Du behøver kun at gå i gang. Dine kunder er de bedste rådgivere, ikke din bestyrelse.

Modtag en mail én gang om måneden med de seneste opdateringer af Smartplan.

Læs mere om hvorfor Smartplan er noget for dig:

Du har fået flere ansatte og vil gerne have overblik

Excel holder din vagtplan fanget. Læs hvad du får ud af at sætte den fri og ud i lommen på dine ansatte med vores Vagtplan App.

Fordi brugervenlighed og kundeservice betyder noget

Du vil ikke betale for et kæmpe system med alle mulige funktioner som gør systemet langsomt og svært at bruge. Det skal være nemt at lave din vagtplan og få styr på dine timer og løn.

Prisen på Smartplan starter ved kun 199,- pr. måned

En lav pris og ingen binding betyder noget for dig. Du vil bare ikke betale for meget for noget du ikke har brug for.

Det betyder noget for dig at vi er der på den lange bane

Vi har lavet vagtplaner og tidsregistrering i 10 år og går ingen steder. Vi har sorte tal på bundlinjen og er 100% finanseret af vores kunder. Faktisk er vi Gazelle for tredje år i træk. Læs mere om Smartplan.

Læs videre her